
Vi befinder os i en fremtid, hvor Jorden er forvandlet til en stinkende affaldsplads og menneskeheden selv er taget ud i rummet på en gigantisk luksusliner af et rumskib, hvor de har tilbragt 700 år. Her leves et indholdsløst liv med junkfood og konstant behagelig temperatur i en konsumkultur, opvartet af robotter. Som følge heraf er menneskene blevet tromlefede og har glemt at bevæge sig selv og kommunikerer kun med hinanden via skærme.
På jorden rydder den lille affaldsrobot Wall-E op i skraldedyngerne og gemmer spændende sager i sin container -lightere, professorterninger, bobleplast -og en spirende plante fra et gammelt køleskab. Samtidig ser han igen og igen en gammel slidt kopi af musicalen Hello Dolly (1969) og længes efter en at holde i hånden.
Ned på jorden kommer en strømlinet hunrobot, EVE; Apple-design og dertil skydegal -og ikke til at stå for for Wall-E.
For at gøre en lang historie kort er de to robotter -og planten- drivkraften i menneskets tilbagekomst til jorden og genetableringen af et holdbart øko-system.
Det er der blevet en fantastisk film ud af- Den bedste computeranimerede film jeg har set.
Hvor de første computeranimerede film fra Toy Story til Monsters Inc. for hver film hævede overliggeren for hvor mange hår man kunne tegne i pelsen (men stadig med gode historier) og de næste -Shrek-filmene tilførte filmene intertekstuel ironi -har vi med Wall-E fået en tredje vej med kritik af en blind konsumkultur, et betagende billedsprog og en dialog (eller mangel på samme) som ikke er baseret på popsmart standupcomedy-oneliners. Rent faktisk er der ingen dialog de første 40 minutter, men en lydside skabt af Ben Burtt, der også var lyddesigner på Star Wars.
Det skorter heller ikke på referencer til andre film. Foruden Star Wars, hvorfra hyperspaceturen kommer fra, er den mest oplagte 2001: A Space Oddysey, hvor både Richard og Johan Strauss' musik citeres ligesom den "onde" autopilot har HAL-9000s Øje.
At Apple-grundlæggeren Steve Jobs er manden bag Pixar skinner også igennem. Wall-E ser Hello Dolly på en udtjent iPod, EVE er et tydeligt Apple-design og Wall-E rebooter selvfølgelig med den gamle Macintosh-velkomstakkord fra 80'erne, som jo stadig bruges.
En rigtig god film, som både voksne og større børn kan få rigtig meget ud af. Og rigeligt med god animation, der ligeledes glædede min 6-årige ledsager.
Og så ser jeg det som et kvalitetsstempel, at tre 20-årige fyre udvandrede under de første ordløse 40 minutters magi. De havde nok forestillet sig Gintberg og Hjortshøj på lydsiden, og så var de gået galt i byen. Dette er meget mere -og meget bedre!
