mandag den 28. juli 2008

Batman: The Dark Knight. Anmeldelse














Lad det være sagt med det samme. The Dark Knight er en rigtig god film, måske en af de bedste actionfilm der er lavet.
Og stærkt besat på alle bærende poster med skuespillere i topklasse, der lever op til deres absolut bedste.

Christian Bale levendegør Batman i hans tvetydige rolle, der både inkluderer toptrænet kampsport og weltschmerz, handlekraft og opgivelse.

Over for ham står Jokeren, spillet suverænt af netop afdøde Heath Ledger. Hans figur lægger alen til Jack Nicholsons sataniske klovn i Tim Burtons "Batman" (1989) Hvor Jack var....ja, Jack i karnevalskostume giver Heath Ledger sin Joker-figur mere dybde. Han er livsfarlig og reelt skræmmende. Han har intet til overs for planer, rigdom og magt som sådan. Han er, med egne ord, som hunden der jager biler. Eller som Michael Caines butler Alfred udtrykker det efter mindet om oplevelser i Sydøstasien, "nogle ønsker bare at se verden brænde".
En anarkist, og dertil en følelseskold en af slagsen. På flere måder en beslægtet til Alex de Large i "A Clockwork Orange" (1971)

Omkring de to optræder bl.a. Gary Oldman, Michael Caine, Morgan Freeman og Aaron Eckhardt, alle fremragende.

Filmen er mørk på det indre plan, men i sine urbane scenarier er den knapt så gotisk i sit udtryk som forgængeren; men netop et meget nutidigt "normalt" Chicago gør historien så meget mere "troværdig" og dermed også mere skræmmende end f.eks. Tim Burtons sædvanlige blåtintede glatte overnaturlige gotik, han mere eller mindre gentager i alle sine film. Et udtryk, der er pænt at se på, men som i virkeligheden ikke kradser ret meget i overfladen.

Et af filmens store temaer er er spørgsmålet om retsprincipper, selvtægt og skyld.
Det er den moderne stats dilemma. Som Søren Vinterberg i Politiken påpeger: Skal man "...overholde retsstatens principper – og bukke under? Eller overleve ved at bryde reglerne, ligesom modstanderen? "
Batman er, når alt kommer til alt, denne selvtægtsmand, der sætter målet over vejen, og som sådan er han eftersøgt som statsfjende, da et moderne samfund ikke har plads til denne tankegang. Også blandt hans allierede er der tvivl. Da Batman slår til lyd for et overvågningssamfund vakler kun Morgan Freemans Lucius Fox, der ikke vil spille med.

Jokeren derimod er ligeglad med hævn, selvtægt og "planer", men er mere interesseret i sit eget anarki, og derfor ønsker Jokeren ikke at stræbe den kappeklædte efter livet. Som han selv udtrykker det: " "I don't want to kill you, You complete me." Figurerne kompletterer hinanden. Uden Batmans konservative insisteren på det godes sejr over det onde giver Jokerens anarki ingen mening. Og dermed bliver Batmans og Jokerens kamp en evig kamp. (nu må vi se hvordan de klarer den uden Ledger)

Heath Ledgers død har fyldt meget i hypen omkring filmen, og derfor er den anden "skurke"-figur blevet nedtonet, nemlig Harvey "Two-Face", der mere end nogen personificerer det godes ultimative hævn over det onde, hjulpet på vej af sin mønts aleatoriske justits. Og Aaron Eckhardt har den Glitterik Smørhår-agtige fremtoning, der trækker hans forvandling så meget skarpere op.

Tanken om selvtægt ligger også lige under overfladen hos dele af civilbefolkningen. Scenen med de to sprængningstruede færger er i den henseende god at få forstand af. Gå ind og se den, Pia!

Eksplicit rå vold i større mængder er ikke mig, og det er det element alene, der trækker en stjerne ned hos mig. Men som et narrativt element, iscenesættelsen af Jokerens sind, fungerer den naturligvis, ganske som i førnævnte A Clockwork Orange.

Danske film savnet på DVD



I de "gode gamle dage", før videobåndet og dvd'en så man jo filmen i biffen (Stevns Bio efter 1 år, medmindre det var en sengekantfilm, den kom prompte og igen) eller måske i fjernsynet (efter tre år). Og det var så det. Så måtte man gå og gemme mindet om filmen, hvilket nogen gange var med til at forstærke erindringen.
Således genså jeg i filmklubben i Næstved for et par år siden Henning Carlsens "Oviri" med Donald Sutherland og Sofie Gråbøl. Selve filmen er, pånær frk. Gråbøls imponerende debut, absolut ikke noget at skrive hjem om -men hver eneste scene kunne jeg huske, selvom det var 20 år siden jeg havde set den.

På samme måde med "Frankenstein Junior", "Silent Movie" og senere Wim Wenders "Im Lauf Der Zeit" Alle disse er kommet på dvd i mellemtiden, og jeg har som sagt kunnet genkende næsten hele filmen.

Og første danske dvd var "De Røde Heste"......og er der overhovedet nogen Dirch Passer-film man ikke kan købe hjem, "Familien Gyldenkål", "Walther & Carlo", "Huset På Christianshavn"........? og fællesnævneren kan blive lavere endnu.

Nu er man heldigvis gået i gang med Jørgen Leths samlede oeuvre. Essentielt at have "En Forårsdag I Helvede" og "Stjernerne & Vandbærerne", men også godt at have Scenerne fra Amerika samt portrætterne af Laudrup og Søren Ulrik Thomsen.

Men stadig er der nogle huller.
Vi har "Balladen Om Carl-Henning" af Grønlykkerne, men hvor er deres Thorvald og Linda (1982) ?
Hvor er en relativ ny fim som Magnetisørens Femte Vinter (1999), der druknede lidt i dogme-bølgen?
-og hvor er Jytte Rex' film, der billedligt ikke har sin lige på denne side af Tarkovskij.

Og sidst men ikke mindst Jens Ravns Manden Der Tænkte Ting (1969).
En dansk Science-Fiction-film med John Price og Preben Neergaard (naturligvis som hjernekirurg) i danske designmøbler.
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Hit med den!

Chokolækkert

Charlie & Chokoladefabrikken ****
i Næstved Bio 24/9-2005

Rigtig god film efter børnebog af Roald Dahl.
Man kunne dog have frygtet en ganske ordinær film, der havde sunket i glemslen sammen med halvhjertede makværk som The Cat In The Hat og SpyKids-serien.
Men her er det altså Tim Burton, der har instrueret, og allerede dér betyder det en forskel.
Miljøet er lidt hen i retning af den glimrende børnefilm fra 1997 "Lånerne" eller de lige så gode danske "Hannibal og Jerry" og kortfilmsperlen "Fanny Farveløs" (1997).
I hovedrollen ses Burtons yndlingsskuespiller, en storspillende Johnny Depp, der intet gør for at skjule Michael Jackson-referencer i figuren Willy Wonka.
Helena Bonham-Carter er som altid en fryd for øjet, selv når hun spiller en fattig mor, og Christopher Lee som tandlæge..(!)...yderligere kommentarer vist overflødige.
Eneste anke mod forestillingen var den danske tale. Jeg kunne godt tænke mig at se filmen med de originale stemmer.