fredag den 25. marts 2022

Belfast *****½

Kenneth Branagh har lavet en film efter mit hjerte, baseret løseligt på hans egen opvækst i Belfast inden han og familien flytter fra urolighederne og til England. Filmen handler overfladisk set ikke om ret meget, og så alligevel. Urolighederne danner hele tiden baggrunden, men oven i det får man sensommeren 1969 set fra drengen Buddys synsvinkel. Hans forhold til familien; bedsteforældrene, der bor hos dem; faderen, der arbejder i England og kun er hjemme i kortere perioder og gadens børn og skolekammerater. Familien er protestantisk, men deltager ikke i en religiøs-politisk polarisering, hvilket fører til en konflikt mellem faderen og hans gamle skolekammerat, der en selvbestaltet lederskikkelse i den protestantiske del af optøjerne. Hele tiden er der dog et håb og en positiv tone, ikke mindst i Buddys forhold til og samtaler med bedsteforældrene. Glimrende film med masser af fantastiske billeder i sort/hvid. Og med klassiske Van Morrisonsange på soundtracket. Absolut Oscar-potentiale.

mandag den 7. august 2017

Valerian ****

Selvfølgelig elsker Jakob Stegelman filmen. Og endnu mere selvfølgeligt er det danske anmelderkorps halvlunkne. Og som en naturgiven selvfølgelighed sables den ned i USA. Det er jo ikke ikke en af deres egne helte fra Marvel eller DC Comics, der med superkræfter og selvtægt forsvarer amerikanske værdier og den frie verden. Men derimod Linda & Valentin, noget så uamerikansk som en europæisk kvalitetstegneserie fra øverste skuffe. En tegneserie, der tager afsæt i sentressernes verdensbillede set fra et ulmende ungdomsoprør med fokus på de økologiske og humanitære katastofer der truer. Og pakket ind i et imponerende visuelt udtryk. Og det visuelle har Luc Besson i den grad øje for. Set i bakspejlet virker det som om Det Femte Element (1997) var et forstudie til den filmatisering af Linda & Valentin, som MÅTTE komme, når teknologien var moden til det. Og der bliver i den grad skruet op for effekterne. Nu har jeg kun set filmen i 2D, to en halv time med 3D briller skal jeg nok lige tage mig sammen til. Det kan være jeg når det. Og den er da også lang, måske en lille halv time kunne være barberet væk. Der er dog ikke tid til nogle "døde" passager; der sker hele tiden et eller andet. Castingen af parret har været kritiseret. Det kan jeg dog ikke helt forstå. Den drengerøvede Valentin er ramt helt fint. Og filmens Linda er måske nok en smule koldere end tegneseriens, men har samtidig en underliggende tør humor. En humor, der også var i tegneserien, og det er dér Luc Besson har lagt sit fokus. Og så på det imponerende visuelle udtryk. For min skyld må der gerne komme et par efterfølgere med afsæt i den oprindelige tegneserie.

mandag den 8. september 2008

Wall-E. *****


Vi befinder os i en fremtid, hvor Jorden er forvandlet til en stinkende affaldsplads og menneskeheden selv er taget ud i rummet på en gigantisk luksusliner af et rumskib, hvor de har tilbragt 700 år. Her leves et indholdsløst liv med junkfood og konstant behagelig temperatur i en konsumkultur, opvartet af robotter. Som følge heraf er menneskene blevet tromlefede og har glemt at bevæge sig selv og kommunikerer kun med hinanden via skærme.
På jorden rydder den lille affaldsrobot Wall-E op i skraldedyngerne og gemmer spændende sager i sin container -lightere, professorterninger, bobleplast -og en spirende plante fra et gammelt køleskab. Samtidig ser han igen og igen en gammel slidt kopi af musicalen Hello Dolly (1969) og længes efter en at holde i hånden.
Ned på jorden kommer en strømlinet hunrobot, EVE; Apple-design og dertil skydegal -og ikke til at stå for for Wall-E.
For at gøre en lang historie kort er de to robotter -og planten- drivkraften i menneskets tilbagekomst til jorden og genetableringen af et holdbart øko-system.

Det er der blevet en fantastisk film ud af- Den bedste computeranimerede film jeg har set.
Hvor de første computeranimerede film fra Toy Story til Monsters Inc. for hver film hævede overliggeren for hvor mange hår man kunne tegne i pelsen (men stadig med gode historier) og de næste -Shrek-filmene tilførte filmene intertekstuel ironi -har vi med Wall-E fået en tredje vej med kritik af en blind konsumkultur, et betagende billedsprog og en dialog (eller mangel på samme) som ikke er baseret på popsmart standupcomedy-oneliners. Rent faktisk er der ingen dialog de første 40 minutter, men en lydside skabt af Ben Burtt, der også var lyddesigner på Star Wars.

Det skorter heller ikke på referencer til andre film. Foruden Star Wars, hvorfra hyperspaceturen kommer fra, er den mest oplagte 2001: A Space Oddysey, hvor både Richard og Johan Strauss' musik citeres ligesom den "onde" autopilot har HAL-9000s Øje.
At Apple-grundlæggeren Steve Jobs er manden bag Pixar skinner også igennem. Wall-E ser Hello Dolly på en udtjent iPod, EVE er et tydeligt Apple-design og Wall-E rebooter selvfølgelig med den gamle Macintosh-velkomstakkord fra 80'erne, som jo stadig bruges.

En rigtig god film, som både voksne og større børn kan få rigtig meget ud af. Og rigeligt med god animation, der ligeledes glædede min 6-årige ledsager.

Og så ser jeg det som et kvalitetsstempel, at tre 20-årige fyre udvandrede under de første ordløse 40 minutters magi. De havde nok forestillet sig Gintberg og Hjortshøj på lydsiden, og så var de gået galt i byen. Dette er meget mere -og meget bedre!

mandag den 28. juli 2008

Batman: The Dark Knight. Anmeldelse














Lad det være sagt med det samme. The Dark Knight er en rigtig god film, måske en af de bedste actionfilm der er lavet.
Og stærkt besat på alle bærende poster med skuespillere i topklasse, der lever op til deres absolut bedste.

Christian Bale levendegør Batman i hans tvetydige rolle, der både inkluderer toptrænet kampsport og weltschmerz, handlekraft og opgivelse.

Over for ham står Jokeren, spillet suverænt af netop afdøde Heath Ledger. Hans figur lægger alen til Jack Nicholsons sataniske klovn i Tim Burtons "Batman" (1989) Hvor Jack var....ja, Jack i karnevalskostume giver Heath Ledger sin Joker-figur mere dybde. Han er livsfarlig og reelt skræmmende. Han har intet til overs for planer, rigdom og magt som sådan. Han er, med egne ord, som hunden der jager biler. Eller som Michael Caines butler Alfred udtrykker det efter mindet om oplevelser i Sydøstasien, "nogle ønsker bare at se verden brænde".
En anarkist, og dertil en følelseskold en af slagsen. På flere måder en beslægtet til Alex de Large i "A Clockwork Orange" (1971)

Omkring de to optræder bl.a. Gary Oldman, Michael Caine, Morgan Freeman og Aaron Eckhardt, alle fremragende.

Filmen er mørk på det indre plan, men i sine urbane scenarier er den knapt så gotisk i sit udtryk som forgængeren; men netop et meget nutidigt "normalt" Chicago gør historien så meget mere "troværdig" og dermed også mere skræmmende end f.eks. Tim Burtons sædvanlige blåtintede glatte overnaturlige gotik, han mere eller mindre gentager i alle sine film. Et udtryk, der er pænt at se på, men som i virkeligheden ikke kradser ret meget i overfladen.

Et af filmens store temaer er er spørgsmålet om retsprincipper, selvtægt og skyld.
Det er den moderne stats dilemma. Som Søren Vinterberg i Politiken påpeger: Skal man "...overholde retsstatens principper – og bukke under? Eller overleve ved at bryde reglerne, ligesom modstanderen? "
Batman er, når alt kommer til alt, denne selvtægtsmand, der sætter målet over vejen, og som sådan er han eftersøgt som statsfjende, da et moderne samfund ikke har plads til denne tankegang. Også blandt hans allierede er der tvivl. Da Batman slår til lyd for et overvågningssamfund vakler kun Morgan Freemans Lucius Fox, der ikke vil spille med.

Jokeren derimod er ligeglad med hævn, selvtægt og "planer", men er mere interesseret i sit eget anarki, og derfor ønsker Jokeren ikke at stræbe den kappeklædte efter livet. Som han selv udtrykker det: " "I don't want to kill you, You complete me." Figurerne kompletterer hinanden. Uden Batmans konservative insisteren på det godes sejr over det onde giver Jokerens anarki ingen mening. Og dermed bliver Batmans og Jokerens kamp en evig kamp. (nu må vi se hvordan de klarer den uden Ledger)

Heath Ledgers død har fyldt meget i hypen omkring filmen, og derfor er den anden "skurke"-figur blevet nedtonet, nemlig Harvey "Two-Face", der mere end nogen personificerer det godes ultimative hævn over det onde, hjulpet på vej af sin mønts aleatoriske justits. Og Aaron Eckhardt har den Glitterik Smørhår-agtige fremtoning, der trækker hans forvandling så meget skarpere op.

Tanken om selvtægt ligger også lige under overfladen hos dele af civilbefolkningen. Scenen med de to sprængningstruede færger er i den henseende god at få forstand af. Gå ind og se den, Pia!

Eksplicit rå vold i større mængder er ikke mig, og det er det element alene, der trækker en stjerne ned hos mig. Men som et narrativt element, iscenesættelsen af Jokerens sind, fungerer den naturligvis, ganske som i førnævnte A Clockwork Orange.

Danske film savnet på DVD



I de "gode gamle dage", før videobåndet og dvd'en så man jo filmen i biffen (Stevns Bio efter 1 år, medmindre det var en sengekantfilm, den kom prompte og igen) eller måske i fjernsynet (efter tre år). Og det var så det. Så måtte man gå og gemme mindet om filmen, hvilket nogen gange var med til at forstærke erindringen.
Således genså jeg i filmklubben i Næstved for et par år siden Henning Carlsens "Oviri" med Donald Sutherland og Sofie Gråbøl. Selve filmen er, pånær frk. Gråbøls imponerende debut, absolut ikke noget at skrive hjem om -men hver eneste scene kunne jeg huske, selvom det var 20 år siden jeg havde set den.

På samme måde med "Frankenstein Junior", "Silent Movie" og senere Wim Wenders "Im Lauf Der Zeit" Alle disse er kommet på dvd i mellemtiden, og jeg har som sagt kunnet genkende næsten hele filmen.

Og første danske dvd var "De Røde Heste"......og er der overhovedet nogen Dirch Passer-film man ikke kan købe hjem, "Familien Gyldenkål", "Walther & Carlo", "Huset På Christianshavn"........? og fællesnævneren kan blive lavere endnu.

Nu er man heldigvis gået i gang med Jørgen Leths samlede oeuvre. Essentielt at have "En Forårsdag I Helvede" og "Stjernerne & Vandbærerne", men også godt at have Scenerne fra Amerika samt portrætterne af Laudrup og Søren Ulrik Thomsen.

Men stadig er der nogle huller.
Vi har "Balladen Om Carl-Henning" af Grønlykkerne, men hvor er deres Thorvald og Linda (1982) ?
Hvor er en relativ ny fim som Magnetisørens Femte Vinter (1999), der druknede lidt i dogme-bølgen?
-og hvor er Jytte Rex' film, der billedligt ikke har sin lige på denne side af Tarkovskij.

Og sidst men ikke mindst Jens Ravns Manden Der Tænkte Ting (1969).
En dansk Science-Fiction-film med John Price og Preben Neergaard (naturligvis som hjernekirurg) i danske designmøbler.
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Hit med den!

Chokolækkert

Charlie & Chokoladefabrikken ****
i Næstved Bio 24/9-2005

Rigtig god film efter børnebog af Roald Dahl.
Man kunne dog have frygtet en ganske ordinær film, der havde sunket i glemslen sammen med halvhjertede makværk som The Cat In The Hat og SpyKids-serien.
Men her er det altså Tim Burton, der har instrueret, og allerede dér betyder det en forskel.
Miljøet er lidt hen i retning af den glimrende børnefilm fra 1997 "Lånerne" eller de lige så gode danske "Hannibal og Jerry" og kortfilmsperlen "Fanny Farveløs" (1997).
I hovedrollen ses Burtons yndlingsskuespiller, en storspillende Johnny Depp, der intet gør for at skjule Michael Jackson-referencer i figuren Willy Wonka.
Helena Bonham-Carter er som altid en fryd for øjet, selv når hun spiller en fattig mor, og Christopher Lee som tandlæge..(!)...yderligere kommentarer vist overflødige.
Eneste anke mod forestillingen var den danske tale. Jeg kunne godt tænke mig at se filmen med de originale stemmer.